Farday the 51st of Anon In a recent publication by an ethnic minority group within the parametres of Strangebury’s 14th urban strata the following piece of what appeared to be literary criticism featured as the first paragraph of the opening article. To begin with I wasn’t able to decipher what kind of language it was, but fortunately my current supervisor at the Ideoteque was able to inform me that the prose was a delicate specimen of the language hitherto known as ‘Danish’. “It’s very rare, these days, to come across such a fine piece of Danish.”, he told me in a grave voice, “Up to this point I have only encountered two examples of first rate Danish prose.” Anyway, here follows an exact representation of the before mentioned paragraph:
“Siden jeg ved ikke hvornår har mennesket i sine kunstneriske selvfremstillinger
projiceret strukturelle analogier mellem naturen og mennesket selv ud på lærred og
side med forskellige former for væsker og sværte. At mennesket af naturen betvinges
til at indskrive sig selv som indfældet i naturens overordnede orden er den
grundlæggende mekanisme bag al poesi. Sådan var det engang, sådan er det idag. (Jeg
holder Rasmus Varnich Blumensaat, Amalie Smith og Olga Ravn for samtidige
sandhedsvidner, hvad dette angår.) Men spørgsmålet presser sig på: er det virkelig det
eneste, vi som kunstneriske væsener kan? Symbolsk at indfælde egen eksistens i en
større og dermed i sidste instans rent ud kosmisk sammenhæng for derved at vinde os
en ydmyghed, som tillader, at vi etisk formår at forbedre dem, vi allerede var gået
hen og blevet. Er det nu også så ringe endda? Besvarelsen af dette sidste spørgsmål
afhænger vel sagtens af en selv, hvorfor kunsten udover sin kosmologisering af hiin
enkelte tillige må bestræbe sig på affektivt at tvinge denne menneske-hest til sit
ældgamle trug for dernæst at udsætte det for moderat fysisk pres i form af litterær
water-boarding eller gode gamle ‘hovedet-under-vand’-metoden. Og lad os så se om
ikke den gamle krikke forledes til at drikke af livets kar!?”